
USA: Stigende fødevarepriser skaber bekymringer
Landbrug & Fødevarer sætter i denne analyse fokus på holdninger og madkultur blandt amerikanske forbrugere.
Analysen er baseret på en befolkningsundersøgelse gennemført af Kantar og Wilke på vegne Landbrug & Fødevarer i 2022.
Mange af fødevareklyngens produkter eksporteres til lande både i og uden for Europa. Landbrug & Fødevarer sætter derfor løbende fokus på madkultur, holdninger og adfærd blandt forbrugere i andre lande end Danmark for derigennem at hjælpe fødevareproducenter med at tilrettelægge produktudvikling og markedsføring.
I denne analyse er turen kommet til et fokus på amerikanske forbrugere, hvor Kantar og Wilke på vegne Landbrug & Fødevarer har gennemført en befolkningsundersøgelse i 2022.
De vigtigste indsigter er:
- Stigende fødevarepriser er den største bekymring for de amerikanske forbrugere, især blandt de ældre generationer. Det sagt så er forurening og klimaproblematikken også i toppen af amerikanernes bekymringer.
- Det er især de yngre forbrugere og mænd, som angiver at tænke over klima og bæredygtighed, når de køber mad og drikke.
- Kød er en vigtig del af de amerikanske forbrugeres daglige kostindtag. Især fjerkræ og oksekød er ofte at finde på forbrugernes tallerkner.
- Kødforbruget er nogenlunde uændret gennem de seneste to år. 18 pct. af de amerikanske forbrugere angiver at spise mindre kød end for 2 år siden, men næsten lige så mange angiver at have øget deres kødforbrug i samme periode. Det er især de ældre generationer, som spiser mindre kød end for to år siden og de gør det primært af hensyn til egen sundhed.
- Sammenlignet med en række udvalgte markeder/regioner foretrækker amerikanerne i høj grad egne fødevarer. Dette er dog et mønster, som genfindes på mange andre markeder – at man foretrækker fødevarer fra hjemlandet, og at man har meget begrænset kendskab til fødevarer fra andre lande.