Hvordan kan de økonomiske tab ved SGO-sprøjteforbud opgøres?

Et sprøjteforbud i Sårbare Grundvandsdannende Områder (SGO) påfører de berørte bedrifter flere typer af tab. Det primære tab opstår ved de direkte tab på den regulerede jord. Lavere høstudbytter, lavere kvalitet, højere driftsomkostninger og tabet af strategisk fleksibilitet forringer driftsøkonomien varigt og reducerer dermed jordens værdi. Erstatningen bør svare til faldet i jordens markedsværdi opgjort ved bedste anvendelse. Bedste anvendelse afspejler den tilpasning, bedriften realistisk kan gennemføre under forbuddet, fx et skift i afgrødesammensætning eller, hvor det er muligt, omlægning til økologi eller skovdrift. En sådan tilpasning kan potentielt mindske det direkte tab, men ikke fjerne det.

Hertil kommer en række afledte tab, som rækker ud over den regulerede jord. Det drejer sig fx om en mere ineffektiv drift for hele bedriften, hvis dele af arealet skal dyrkes uden pesticider, mens andre dele dyrkes med, og om defigurering, hvor markerne fragmenteres, og driften bliver mindre effektiv. Afledte tab kan også opstå på maskin- og anlægsaktiver, hvis bedriften skal lægges om eller sælges til andre formål end fortsat landbrug. Endelig kan et forbud på et så stort areal få bredere markedsmæssige effekter, der dog ligger uden for erstatningsgrænsen for den enkelte bedrift.

Vi gennemgår fire metoder til at opgøre erstatningen: indtjeningstab (dækningsbidrag), faktiske handler, forpagtningsværdi og taksation. Indtjeningstab er en relativt antagelsestung metode og fanger sammen med forpagtningsværdimetoden nogle, men ikke alle de direkte effekter. Faktiske handler fanger i princippet de direkte tab via lavere jordværdi, men kræver meget og tilstrækkeligt varieret data for at kunne bruges i praksis. Faktiske handler fanger endvidere kun de afledte tab, som påvirker køber, og kræver i så fald, at man sammenligner handelspriser på hele bedrifter.

Taksation er den eneste metode, der indeholder de nødvendige individuelle vurderinger af, hvilke ulemper der skal erstattes, fx ved at trække på sagkyndige med indsigt i landbrug. Derfor er taksation også den eneste metode, der kan fange både de direkte og de afledte tab, fordi den kombinerer en vurdering af jordens før- og efterværdi med en ulempeerstatning.

Metoden med faktiske handler anvendes i Miljøministeriets rapport, Analyse af Reguleringsmuligheder for Beskyttelse af Drikkevandet – Sårbare grundvandsdannende områder. Rapporten bygger på en baggrundsrapport udarbejdet af NIRAS, Sammenligningshandler – ejendomme med dyrkningsrestriktioner, som vurderer 17 handler af landbrugsjord med sprøjteforbud i Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO). Faktiske handler kan principielt fange det tab, der kapitaliseres i jordværdien, men i praksis er datagrundlaget for svagt: der er for få handler, og handlerne er ikke repræsentative for de arealer, der vil blive omfattet af et sprøjteforbud i SGO. Opgørelser, der alene eller overvejende bygger på faktiske handler, risikerer dermed at undervurdere de samlede økonomiske tab ved et sprøjteforbud i SGO, særligt når afledte effekter og tab af strategisk fleksibilitet kun i begrænset omfang medregnes. Disse metoder kan derfor ikke stå alene som grundlag for erstatningsudmålingen.

Læs hele analysen her