De to strategier ’Forskningsstrategi 2030 for dansk landbrug’ og ’Fødevareinnovation i verdensklasse frem mod 2030’ dækker det fulde billede af forskningsbehovene for hele fødevareklyngen det kommende årti.
Forskningsstrategi 2030 for dansk landbrug
I forskningsstrategien 2030 for dansk landbrug peger vi på de centrale forskningsbehov, landbrugserhvervet står med frem mod 2030. Strategien dækker hele primærproduktionen: Landbrug, gartneri og akvakultur.
Strategien er udarbejdet med input fra landbrugets sektorer og branchens store virksomheder. Vi mener, at det er en væsentlig pointe, at de store udfordringer og potentialer, som landbrugsproduktionen er en del af, bør løses i fællesskab. De hverken kan eller bør løftes af én sektor alene.
I strategien er de nødvendige forskningsbehov udarbejdet med udgangspunkt i de fem hovedudfordringer, som erhvervet står overfor:
- Ressourceudnyttelse og bæredygtighed
- Klima og Miljø
- Sunde sikre råvarer af høj kvalitet
- Dyrevelfærd og dyresundhed
- Biodiversitet og natur
De fem udfordringer åbner som nævnt, for en række forskningsbehov. Landbrugets sektorer og branchens store virksomheder har på den baggrund identificeret syv forskningsbehov:
- Produktionssystemer og management: Forskning der skaber robuste og ressourceeffektive produktionssystemer i husdyrbruget og planteproduktionen med lav miljø- og klimapåvirkning.
- Cirkulær økonomi: Forskning i cirkulær økonomi til at forbedre ressourceudnyttelsen og producere mere bæredygtigt.
- Genetik: Forskning i genetiske teknologier.
- Digitalisering: Forskning inden for teknologi, data, kunstig intelligens og robotter, der kan styrke primærproduktionen.
- Bioenergi og bioraffinering: Forskning i mere effektiv udnyttelse af biomasse til energiformål samt forskning i bioraffinering og ressourceeffektiv udvinding af protein fra afgrøder.
- Kvalitet og sundhed: Forskning i forbedret fødevaresikkerhed og kvalitet i forhold til såvel vegetabilske som animalske råvarer.
- Økologi: Forskning i klimaeffektive økologi systemer, der lever op til det økologiske regelsæt.
Universiteterne og GTS-institutternes svar på Landbrug & Fødevarers forskningsstrategi
Universiteterne og GTS-institutterne er kommet med et svar på Landbrug & Fødevarers Forskningsstrategi 2030 for dansk landbrug. De opfatter forskningsbehovene som relevante og væsentlige eksempler på, hvordan brug af eksisterende kompetencer og opbygning af ny forskningsinfrastruktur kan understøtte og medvirke til udvikling af nye forskningsbaserede løsninger. De noterer sig i øvrigt, at flere af de syv forskningsbehov udgør hinandens forudsætninger.
Læs også
Læs pjecen Ny viden skaber verdens mest klimaoptimerede fødevarer, der giver fødevareerhvervets bud på de forsknings- og innovationsbehov, vi skal have opfyldt for at nå i mål med den grønne omstilling.