
FAQ: Vandmiljø og kvælstof
Kvælstof er det vigtigste næringsstof for planter - men for meget kvælstof truer vores vandmiljø. Her kan du læse mere om, hvordan det hænger sammen.
Indsatserne for at genoprette et sundt vandmiljø skal indfases hurtigt, og fokus er på at nå målene gennem en grundlæggende arealomlægning.
I den politiske aftale er det besluttet, at kvæstofindsatsen for landbruget skal følge det såkaldte scenarie 1, med undtagelse af Bornholm, der i stedet følger scenarie 3. Det betyder, at der skal reduceres med samlet 13.780 tons kvælstof.
Der skal straks indgås aftale med vores nabolande i Sverige og Tyskland om at lave en ny interkalibrering, hvilket betyder, at regeringen skal forhandle med vores naboer om et fælles miljømål for vores fælles vandområder. Hvis en sådan aftale ikke er indgået i 2028, vil scenarie 3 ligge til grund for indsatskravene fra år 2029 og frem.
Ved udgangen af 2025 skal der i alle berørte kommuner foreligge en plan for, hvordan man gennem arealomlægninger løser behovet for kvælstofreduktioner. Det er de lokale treparter, der skal stå for arbejdet. I aftalen er der desuden afsat midler til flere udtagningskonsulenter, som skal understøtte indsatsen.