Danske kyllingers velfærd er blandt toppen i Europa. Københavns Universitet har konkluderet, at danske, svenske og hollandske kyllingers dyrevelfærd er højest, når vi sammenligner på tværs af Nordeuropa. Læs mere her.

I Danmark er de to mest udbredte kyllingeproduktioner konventionel og økologisk, men der findes flere forskellige variationer af den konventionelle produktion. Derudover er en mindre andel af kyllingerne fritgående. Ca. 30 % af den danske produktion er i dag med langsommere voksende racer, og det stiger i takt med efterspørgslen.

Læs også: Økologisk fjerkræproduktion

Fokus på dyrevelfærd i danske fjerkræstalde

Danske slagtekyllinger holdes i rene, tørre og varme stalde med god strøelse lige fra første dag, hvor de ankommer som små kyllinger. Strøelsen kan være spåner, halm eller spagnum. I stalden styres temperaturen og luftfugtigheden ved hjælp af et klimaanlæg, så kyllingerne hele tiden har det bedst muligt. Kyllingerne har hele tiden fri adgang til foder og vand, og kan gå frit rundt i stalden. 

Landmanden går gennem stalden flere gange dagligt for at holde øje med kyllingernes velfærd. Deres lyde kan være med til at fortælle landmanden, om de har det godt eller ej. Hvis en kylling er svag, vurderer landmanden, om der skal behandling til, eller om den skal aflives. Det er dog meget sjældent, at kyllingerne bliver syge og har behov for antibiotika, derfor bruges der stor set ingen antibiotika i den danske slagtekyllingeproduktion. 

Når kyllingerne er ca. 35 dage, vejer de omkring 2100 g og er klar til slagtning. De økologiske kyllinger slagtes tidligst, når de er 56 dage gamle.

Kyllingerne køres til slagteriet i transportkasser, og transporten tager for hovedparten af kyllingerne under 6 timer. Når kyllingerne ankommer til slagteriet, bliver de kontrolleret af en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen. 

Fjerkræbranchens initiativer

Frivillig omlægning til langsomt voksende racer

Dansk slagtekyllingproduktion er gået forrest i en frivillig omlægning af produktion til langsommere voksende racer. Ca. 30 % af den danske produktion er nu med langsommere voksende racer og dette flytter sig i takt med efterspørgslen. 

Fælles kvalitetssikringsprogram sikrer løbende udvikling af dyrevelfærd for dansk fjerkræ

I fjerkræbranchen findes et veludviklet kvalitetssikringsprogram til kyllingeopdræt, som anvendes af de fleste slagtekyllingeproducenter. Programmet gør det blandt andet muligt at dokumentere kyllingernes sundhed og trivsel. Kvalitetssystemet følger kyllingerne fra forældredyrene til køledisken – og giver dermed et overblik over produktionen, samt hvor mulighederne er for at forbedre dyrevelfærden hos kyllingerne.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål om dyrevelfærd blandt slagtekyllinger

Læs også