Formandskabets opfordring
Læs viceformand Lone Andersens opfordring til, hvad man som landmand kan gøre, for at give viben bedre forhold.
Viben har brug for en hjælpende hånd. Derfor har vi i Landbrug & Fødevarer sammen med Dansk Ornitologisk Forening udarbejdet en række anbefalinger til, hvad man som landmand kan gøre, for at give viben bedre forhold.
Anbefalingerne hviler på et solidt fagligt grundlag – både når det kommer til viben og dens biologi og i forhold til dyrkningspraksis og hele regelsættet, som vi skal overholde som landmænd.
Ved på den måde at forene vores kræfter og finde fælles fodslag med andre organisationer, kan vi opnå endnu bedre resultater - og for eksempel være med til at styrke viben i landbrugslandet.
Hjemme på vores bedrift har vi desværre også oplevet, at viberne er gået tilbage. Derfor vil vi nu sætte os grundigt ind i de fælles anbefalinger, og se hvordan vi kan gøre vores marker mere vibevenlige. Vi har allerede i år sørget at komme tidligt i gang med markarbejdet og har jævnet græsmarker og tromlet meget hurtigt efter hinanden, for at give mindst mulig forstyrrelse i yngleperioden – og det er netop en af de vibevenlige anbefalinger, som er forholdsvis let at gå til, når man vil gøre en forskel for viben.
Jeg håber derfor, at der er rigtig mange landmænd, som også vil se på de fælles anbefalinger og læse mere om, hvordan man værner om viben. Forhåbentlig vil det resultere i mange flere vibevenlige landmænd og mange flere viber i landbrugslandet.
Med venlig hilsen,
Lone Andersen, Viceformand, Landbrug & Fødevarer