Nyhed, 10.januar 2024

L&F: Dyrevelfærdsudspil fra regeringen er længe ventet

Fødevareministeren præsenterer et udspil til en dyrevelfærdspakke, som bla. indeholder en række initiativer til at styrke dyrevelfærden for danske landbrugsdyr.

Regeringen har netop fremlagt sit udspil til en omfattende dyrevelfærdspakke.

Veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer, Per Olsen, glæder sig over, at der nu er kommet et konkret udspil.

Vi har længe efterlyst handling på området, så der kan komme en afklaring på, hvordan de dyrevelfærdsmæssige vilkår bliver fremover. Når en ny aftale er på plads, vil den give tiltrængt klarhed over, hvordan man som landmand skal investere i fremtidens dyrevelfærd, siger han.

Regeringens udspil er en blandet pose bolsjer, som dog rummer flere positive elementer, mener Per Olsen.

- Vi ser frem til at få styrket dyrevelfærdsmærket. Det er et vigtigt element i at indfri forbrugernes ønske om bedre dyrevelfærd gennem en markedsdrevet, og dermed økonomisk holdbar, omstilling.

 

Nye tiltag for danske grise er i tråd med erhvervets egen vision 

På området for grisevelfærd er det positivt, at en række centrale tiltag fra erhvervets egen vision er medtaget.

- Det er en anerkendelse af grisesektorens arbejde med selv at løfte velfærden og det viser samtidig værdien af, at erhvervet selv er gået proaktivt i gang, siger Per Olsen.

Hvis udspillet bliver til egentlig politik, vil det sikre, at der kommer yderligere fremdrift i forhold til blandt andet løsdrift i farestierne og en omfordelingsmekanisme, der økonomisk belønner de landmænd, der producerer grise med hele haler.

 

National enegang er problematisk

Landbrug & Fødevarer ser imidlertid ikke positivt på alle tiltag i regeringens udspil. F.eks. havde det været gavnligt med et betydeligt større fokus på den længe ventede revision af EU’s dyrevelfærdslovgivning.

- Ved at fokusere på et samlet europæisk løft af dyrevelfærdsreglerne, kan man sikre fremskridt for flere dyr, og samtidig holde hånden under konkurrenceevnen, som er helt afgørende for, at vi også fremover kan producere danske fødevarer, siger Per Olsen.

Et andet kritikpunkt handler om tiltagene på fjerkræområdet, hvor udspillet lægger op til at udfase de hurtigere voksende kyllinger.

- Vi mener, at udviklingen i høj grad skal være markedsdrevet. Det er dyrevelfærdsmærket et fantastisk eksempel på. Og derfor er det også ærgerligt, at man vælger at udfase et produkt, som både er klimaeffektivt og efterspurgt af forbrugerne, siger Per Olsen.

De hurtigere voksende racer har en høj foderudnyttelse og dermed et af de laveste klimaaftryk, når det kommer til kyllingekød. Alligevel vil regeringen arbejde for at udfase racerne. 

- Der er store fordele ved de hurtigere voksende racer, så  at regeringen vil udfase netop disse racer, giver ikke nogen mening, hverken for producenterne eller for forbrugerne, siger Per Olsen.

Til gengæld er det positivt, at regeringen vil ændre på, hvordan dyrevelfærdskontrollerne skal organiseres i fremtiden. Fremover skal en sanktion ikke længere medføre to opfølgende kontrolbesøg, hvis fejl og mangler er løst på det første opfølgende besøg. Det er noget L&F har arbejdet for, fordi det skaber unødigt bureaukrati og øgede udgifter for producenterne.

- Fødevarestyrelsen har de seneste fem år hævet kontrolafgifterne og på den baggrund udsendt en ekstraregning til landbruget på 120 millioner. Vi mener entydigt, at smertegrænsen for udgifter til kontrolbesøg er nået. Derfor bør man lave en plan for, hvordan kontrolafgifterne kan nedbringes igen, siger Per Olsen.  

Regeringen forventes nu at indkalde Folketingets øvrige partier til forhandlinger om den endelige lovpakke.