Danmark har i dag fået en ny regering med dertil hørende ministerier og ministre. Det ser ud til, at landbrugs- og fødevareerhvervets dagsordener, denne gang, bliver fordelt på historisk mange ministerier og ministre.
Det bekymrer Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer
- Vi er vant til, at der bliver ændret på ressortområder, og det medfører ofte nye arbejdsgange ind imod ministerier og styrelser. Det er en del af virkeligheden, når en ny regering tiltræder. Det ser dog ud til, at landbrugs- og fødevareerhvervets dagsordener, denne gang, bliver fordelt på historisk mange ministerier og ministre. Derfor vil vi være ekstraordinært opmærksomme på, at ændringerne ikke fører til mere bureaukrati og mindre handling. Det er der ganske enkelt ikke plads til lige nu, siger han.
Danske landmænd arbejder på højtryk for at levere på en meget ambitiøs arealomlægning ud fra de planer, som de lokale treparter har ansvaret for.
- Vi vil derfor være meget opmærksomme på, at vi ikke får mere bureaukrati og flere skøre regler – vi har brug for klarhed, fremdrift og stabile rammer. Allerede i dag ser vi, at kommunerne mangler ressourcer, og det risikerer at bremse arbejdet med omlægningen. For os er det afgørende, at regeringen sikrer klare arbejdsgange og en effektiv organisering, så vi kan udvikle erhvervet og komme i mål med de ambitiøse målsætninger, som vi forpligtede os til i trepartsaftalen for to år siden, siger Søren Søndergaard.