Drikkevandet skal beskyttes, men løsninger skal give mening
Af Martin Hjort Jensen, Viceformand i Landbrug & Fødevarer
Vi skal beskytte vores drikkevand. Det er der bred enighed om, også i landbruget. Spørgsmålet er ikke om, men hvordan.
I Landbrug & Fødevarer mener vi, at løsningerne skal være fagligt funderede og målrettede. I dag er pesticider i Danmark underlagt et af verdens strengeste godkendelsessystemer, netop for at sikre, at de ikke udgør en risiko for grundvandet. Derfor er der ikke fagligt belæg for generelle forbud i boringsnære beskyttelsesområder.
Faglighed frem for generelle forbud
Man kan spørge: Hvorfor ikke bare forbyde “for en sikkerheds skyld”? Problemet er, at man så indfører vidtgående indgreb uden dokumenteret effekt og med store konsekvenser for både dyrkningsmuligheder og værdien af jorden. Det er ikke en ansvarlig måde at regulere på.
Derfor har vi arbejdet for lokale, frivillige løsninger. De giver mulighed for konkrete vurderinger, bedre tilpasning til de enkelte arealer og en ordentlig proces med erstatning for det reelle værditab til landmanden. Det er en mere præcis og retfærdig tilgang end nationale standardforbud.
Erfaringerne viser også, at det kan lade sig gøre. Kommuner, vandforsyninger og lodsejere har allerede indgået aftaler.
Misvisende fremstilling
I debatten bliver der desværre også tegnet et forkert billede af Landbrug & Fødevarers rolle. I tirsdagens Nordjyske tegner Ulrik Lunden fra Bæredygtigt Landbrug desværre et billede, som ikke er korrekt.
BNBO-ordningen blev politisk besluttet i 2019. Da den i 2022 stod til evaluering med risiko for utilstrækkelig fremdrift – og et nationalt forbud – arbejdede vi for at styrke den lokale model i samarbejde med vandselskaberne. Vores klare linje er fortsat, at frivillige aftaler eller kommunale påbud med fuld erstatning er den bedste måde at balancere hensynet til både lodsejere, vandforsyning og myndigheder.
I 2023 lancerede regeringen en akutplan, som pålagde kommunerne at gribe ind, hvor der var behov – og den blev til lov i 2024. Lovgivningen ligger tæt op ad det, vi tidligere har foreslået sammen med vandselskaberne. Vi har ikke siddet med ved nogen forhandlinger. Det er politikerne, der alene forhandler og beslutter. Men vi arbejder i vores medlemmers interesser og forsøger at gøre vores indflydelse gældende. Det er klart.
Landbrugets rolle og ansvar
Vi har ikke “ofret” landbrugsjord. Tværtimod har vi arbejdet for løsninger, der sikrer landmandens rettigheder, når der er et politisk ønske om at indføre yderligere tiltag til at beskytte drikkevandet.
Vi respekterer det politiske flertal og har støttet frivillige aftaler og påbud med fuld erstatning – men vi har hele tiden sagt, at der mangler fagligt grundlag for generelle sprøjteforbud. Derfor bør debatten handle mindre om symbolik og mere om proportioner, faglighed og balance.
Det er den balance, vi står fast på.