Politikerne står med en opgave, når de har fået pulsen ned
af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer
Danmark har fået et nyt folketing. Tillykke til de valgte politikere. Det absolut bedste, som jeg kan sige om valgkampen, er, at den er forbi. For den var præget af en sjælden mangel på dybde og nuancer i debatten, og dertil et fravær af grundlæggende journalistisk nysgerrighed.
For er drikkevandet i Nordjylland så giftigt, at man ikke kan byde statsministerkandidaterne at drikke det? Er pesticider fra landbruget alene truslen mod drikkevandet? Og er grisens hale et af de vigtigste temaer i en dansk valgkamp anno 2026, hvor der er krig og ufred nær og fjernt?
Emnerne er bestemt relevante, og vi skal arbejde med at udvikle vores griseproduktion, men proportionerne blev åbenlyst glemt i valgkampen.
Vi skulle således næsten hen til de sidste dage, inden større medier fandt ud af, at der er forskere og eksperter, som vurderer, at et forbud mod at bruge pesticider på meget store arealer ikke nødvendigvis er den rigtige vej at gå for at beskytte drikkevandet.
I modsætning til mange andre forureningskilder har vi i årtier været opmærksomme på pesticiderne. Man har sat grænseværdierne baseret på, hvad man kunne måle og ikke ud fra, hvad der er farligt for mennesker og dyr.
Til gengæld er der mange andre kilder til forurening af vandet, som man ikke har fulgt så tæt. Det gælder for eksempel medicinrester, træbeskyttelse og kølemidler. Men den trussel er mere diffus, og kan ikke på samme måde bruges i en politisk kampagne.
Valgkampen var grim. Når helt unge mennesker bliver kaldt "dyremishandlere" og "kz-vagter", fordi de på sociale medier fortæller om deres drømme om at blive landmænd, så er kæden hoppet af. Jeg er ude af stand til at forstå, at voksne mennesker kan opføre sig på den måde, Det har påvirket både unge og ældre landmænd dybt, at tonen er blevet til noget, der ligner had. Nogle politikere burde reflektere over, at de med voldsom retorik er med til at legitimere, at deres støtter går endnu videre i debatten. Og det er tit langt over stregen.
Jeg må nu og da minde landmandskolleger – og mig selv for den sags skyld – om, at medier og sociale medier kun er udtryk for en lille del af virkeligheden. Når vi har målt, hvad danskerne mener om os, så er billedet et markant andet og langt mere positivt og nuanceret, end man skulle tro, hvis man lever sit liv online og får sin viden kun fra medier, der har hovedkvarter i København.
Valgkampen var også kynisk. Landbruget blev den kampplads, der kunne bruges til at markere grøn handlekraft.
Centrale partier valgte at se bort fra, at de har forpligtet sig på en grøn trepartsaftale. En aftale, som stiller enorme krav til landmændene, og som politikerne gang på gang har rost os for at levere på. Efter valgkampen kan jeg godt forstå, hvis landmænd, der har knoklet i lokale grønne treparter eller gået ind i omlægningsprojekter for fællesskabets skyld, selv om de egentlig helst var fri, spørger sig selv, om rosen kun er tomme ord.
Der blev lanceret forslag og løsninger, som slet ikke er i tråd med intentionerne i aftalen. Nu venter en hverdag – og for politikerne et stort ansvar.
Én ting er fremtiden for mine kolleger og de titusindvis af danskere, der tjener deres penge gennem landbrugets produktion og hvert år trækker mere end 200 milliarder eksportkroner hjem. En anden er noget så fundamentalt som de fødevarer, som alle danskere og mange forbrugere i udlandet nyder godt af. For i hvert fald tre gange i døgnet er alle meget glade for at åbne et fyldt køleskab i en usikker verden.
Jeg tænker, at i hvert fald nogle af politikerne kommer i tanke om det, når pulsen fra valgkampen er kommet ned.
Indlægget er bragt i Avisen Danmark og kan læses her