Politikens to stemmer

SELV OM MIT postnummer er 7120, krydser jeg i mit virke som viceformand i Landbrug & Fødevarer Storebælt mindst én gang om ugen. Måske er det tilværelsen som en form for deltidskøbenhavner, der gør, at jeg indimellem slår op i Politiken, som vi selvfølgelig også holder på Axelborg. Forleden kunne jeg se en stort opsat artikel: ’Her er 20 af de bedste billige måltider i København lige nu’.

Hvad der er sparet, er jo tjent, og hvis det står i Politiken, må det jo være ekstra lækkert, for de har jo god smag på den store avis på Rådhuspladsen. På listen er der da også alt muligt lækkert. Blandt andet Slagter Lunds ribbenstegssandwich, der kan købes hos Lunds filial i Torvehallerne, hvor der i to haller sælges fisk, kød, grønt og alt muligt lækkert, og hvor man næsten kommer til at drømme sig sydpå.

Der er noget for enhver smag på listen, og en af de billigere muligheder er helstegt grillkylling fra Føtex-slagteren, hvor skribenten især fremhæver den fra Vanløse til 65 kroner med ordene »en fornemmelse af Frankrig«. Det er en god ting her.

Der er også mulighed for at smage på det mellemøstlige køkken hos Ankara Durum i Istedgade, hvor en börek til 18 kroner fremhæves som et godt køb.

Det er god forbrugerjournalistik, og jeg skal prøve flere af stederne på listen. Det her er altså en landmand, der roser Politiken. Jeg nåede endda at tænke, at alle 20 måltider på listen selvfølgelig måtte være økologiske og mærket med tre dyrevelfærdshjerter.

FOR JEG HAR JO kunnet læse i Politiken, at vi som forbrugere har et ansvar for at få højnet standarden i dyrevelfærden, og at »alle, der har råd, bør tage et aktivt valg, når de køber ind«.

Efter lidt let research kunne jeg så konstatere, at sådan forholder det sig ikke. Der er ingen velfærdshjerter på Slagter Lunds ribbensteg, Føtex’ kylling er konventionel, og hos Ankara Durum er der heller ingen hjerter på kødet.

Samtidig siger lister som denne ikke ret meget om, hvor kødet kommer fra, og dermed heller ikke om, hvad der ligger bag prisen, selv om det netop er den del, der fylder, når emnet behandles andre steder i avisen.

Politiken har jo ret, når de skriver, at vi som forbrugere har et ansvar for at vælge til, men de viser samtidig, hvor langt man kan komme for relativt få penge, og dermed den efterspørgsel, som produktionen i sidste ende må indrette sig efter.

DET ENE UDELUKKER ikke det andet, og det er sådan set netop pointen, for det er ikke et spørgsmål om, at nogen siger ét og gør noget andet, men snarere et udtryk for en virkelighed, hvor ønsket om højere standarder og den efterspørgsel, der faktisk driver markedet, eksisterer samtidig.

Produktionen foregår i en virkelighed med forskellige niveauer, forskellige krav og dermed også forskellige omkostninger, som hænger sammen med det, der efterspørges, og hvor krav og standarder løbende er blevet skærpet, også på initiativ fra erhvervet selv.

Også den almindelige danske produktion er underlagt krav og standarder, som løbende er blevet skærpet, og som er en del af den virkelighed, produktionen foregår i.

Det gør det vanskeligt at fastholde forestillingen om, at ansvaret kan placeres ét sted, for i praksis hænger krav og efterspørgsel sammen.

Og midt i det står landmanden, som skal få de to til at mødes.

Måske er det i virkeligheden dér, Politikens liste er mest interessant, fordi den uden at gøre noget stort væsen af det kommer til at fungere som et ret præcist spejl af den efterspørgsel, som produktionen indretter sig efter, og dermed også af den dobbelte forventning, som landbruget bliver mødt med.

Debatindlægget er bragt i Politiken d. 06-05 og kan læses her: Hvad Politikens madguide ikke fortæller om kødet