Landmænds indsats kalder på faste rammer og anerkendelse

I dag er der 58 dage siden folketingsvalget, og vi taler om en rekordlang tid om at danne en ny regering. Lige nu arbejder Venstre-formand Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger med den svære opgave.

Normalt efterspørger vi fra det danske erhvervsliv ikke ligefrem mere regulering, og på den måde kan jeg da godt være tilfreds med, vi ikke har en regering. Men lovgivningsarbejdet ligger helt stille, og om få uger går Folketinget officielt på sommerferie, og politikerne træder først sammen igen til oktober.

Det sætter os som landmænd i en potentielt vanvittig situation. For når vi skal tilså vores marker til efteråret, så ved vi reelt ikke, hvordan og hvor meget, vi må gødske, og hvad det derfor giver bedst mening at så – og hvilke jorde vi overhovedet kan bruge.

At lave markplan for 2027 er lige nu som at trække et lod i tombolaen. For lovgivningen vil være med tilbagevirkende kraft. Det er ikke et princip, vi i Danmark plejer at bruge i vores lovgivningsarbejde.

Jeg tror, at de fleste, også uden for erhvervet, kan se, at det er dybt urimeligt. Hvordan skal vi kunne træffe beslutninger om vores markdrift, når vi ikke kender rammerne? Afgrøderne skal vel ikke såes om igen i oktober, hvis det først er der, vi får lovgivningen?

Vi foreslår, at man dropper beslutningen om at fremrykke ikrafttræden af den nye regulering midt i det kommende dyrkningsår og lader den træde i kraft efter høst næste år, som det altså også er oprindeligt aftalt. Så har politikere og myndigheder tid at få tingene på plads. Det skal naturligvis ikke komme os til skade, at der ikke er lovgivning på plads som forudsat.

Det er lidt tankevækkende at se, hvordan det åbenlyst rimelige forslag er blevet modtaget hos Danmarks Naturfredningsforening.

DN’s præsident Maria Reumert Gjerding har kaldt vores bekymringer for at skulle handle i blinde for ’en dårlig undskyldning’. Det lyder, at der ’intet er, der forhindrer eller forsinker’ udførelsen af arbejdet i treparterne.

Det er i bedste fald uvidenhed. I værste: Ren kynisme. 

Ligegyldighed over for vores udfordringer

For alting mangler. I marts skulle regeringen have fremlagt den lov og de bekendtgørelser, der skal give svar på, hvordan de nye udledningskvoter beregnes, hvordan vi med valg af afgrøder og virkemidler kan efterleve udledningskvoten, og hvilken kompensation der følger med - ja, det hele, som vi har brug for at træffe oplyste beslutninger i marken, mangler vi.

Jeg kunne godt lide at vide, hvad det gode råd er fra Danmarks Naturfredningsforening til de af os, der sidder og forsøger at lave en markplan for den kommende sæson.

Enten ved man i naturfredningsforeningen ikke, hvordan et landbrug fungerer anno 2026. Hvordan det er at lave markplaner og få afgrøder til at gro herude under himlen frem for under københavnske loftsplader. Og hvilke krav til registreringer, der stilles til os i den proces. Ellers også er man reelt ligeglad med, at vores erhverv står i en retsløs tilstand.

Men for alle, der ønsker lighed for loven – og at man har en lov at rette sig efter – så må det være åbenlyst, at du ikke i Danmark kan lovgive med tilbagevirkende kraft. Vi bliver målt, vejet og sanktioneret, hvis vi ikke følger reglerne. Så må staten også have orden i penalhuset.

Min forargelse bliver selvfølgeligt kun større af, at denne retsløse tilstand kommer ovenpå en politisk aftale om kvælstofreguleringen, der endte med at blive unødvendigt hård og i strid med den trepartsaftale, vi var med til at lave. Ikke mindst med beslutningen om at fordele indsatskrav efter de modelberegnede og meget usikre retentionskort. Og kun ansvarlige kræfter i den daværende SVM-regering og i forligskredsen forhindrede, at man landede langt skævere.

Det udfordrer velviljen til at bidrage til den grønne trepartsaftale ude hos lodsejerne, at der overhovedet skal være debat over, om reglerne skal være på plads, inden vi skal handle på dem. Jeg er faktisk forbløffet over, hvor meget velvilje mine kolleger fortsat lægger til grund i arbejdet med potentialeplaner og indsatser mod kvælstofudledning. Arbejdet ruller videre, trods politiske benspænd. Senest symboliseret ved den meget store frivillige søgning til minivådområder.

Det er et slag i ansigtet på de mange af os, der er gået positivt ind i arbejdet med den grønne trepart. Fordi de gerne vil have, den skal lykkes, og fordi de vil tage en tørn for fællesskabet.

Det bør der kvitteres for med anerkendelse og fleksibilitet. Ikke med ligegyldighed for deres udfordringer, som jeg desværre oplever fra en del sider, både fra visse politikere og fra nogle organisationer.

Ingen faglighed bag nationalt sprøjteforbud

Mens vi venter på, at der skabes en ny regering, så kan vi konstatere, at der tegner sig et politisk flertal for at indføre et nationalt sprøjteforbud i de grundvandsdannende områder. Det vil betyde, at der ikke kan sprøjtes på 160.000 hektar landbrugsjord. Meget af den formentlig rigtig god.

Vi har argumenteret mod forslaget. Simpelthen fordi det savner fagligt belæg.

Men den politiske debat lige nu tyder på, at vi ser ind i et nationalt sprøjteforbud, hvor dårligt fagligt baseret det end er. For det politiske flertal for forbuddet består efterhånden af ét samlet Christiansborg.

Miljøministeriets drikkevandsrapport – som for rød blok var mistænkeligt politisk veltimet - er historisk usaglig. For eksempel postuleres det, at der er stigende forurening af grundvandet fra pesticider. Det har selvsamme ministerium ellers bemærket i forarbejdet til den grønne trepartsaftale, at der ikke er belæg for.

Vi er klar med analyser og jura

I rapporten lægges op til, at et sprøjteforbud vil kunne gennemføres som ’erstatningsfri regulering’. Der er nævnt et beløb på 6,6 milliarder kroner som samlet erstatning.

Det er tankevækkende, at Miljøministeriet kommer frem til en beløbssats, der er langt, langt lavere end hvad en lang række kendelser ved taksationsmyndighederne vurderer, den skal være.  Taksationssystemet er jo statens eget system, netop sat i verden for at sikre fair kompensationer til borgere, der skal opgive hele eller dele af deres ejendomsret. Baseret på sagkyndiges vurderinger.

Indgrebet vil ikke alene betyde en markant reduktion af vores landbrugsproduktion, det vil også skubbe landmænd med en sund økonomi i retning af potentiel fallit. De har købt og typisk belånt deres jord, hvis værdi nu reduceres voldsomt. Bankernes panter vil blive udhulede. Nye investeringer – også grønne som så mange efterlyser - kan ikke finansieres.

Vi kommer til at kaste alle kræfter, fagligt, politisk og juridisk, ind i arbejdet for at sikre vores medlemmer fuld erstatning.
I første omgang har vi engageret nogle af landets fremmeste eksperter i forvaltnings- og erstatningsret. Ligeledes har vi nogle af landets skarpeste økonomer til at kigge kritisk på Miljøministeriets vurdering af omkostningerne for landbruget ved et sprøjteforbud.

Vi står som altid på mål for den privat ejendomsret og er klar til at tage retslige skridt, skulle det blive nødvendigt.