En aftale forpligter alle parter

I sidste uge gav jeg et interview til Jyllands-Posten. Det handlede om mange ting. Regeringsgrundlaget, at SF gør DN-præsidenten til miljøminister, og om hvordan vi ser status for den grønne trepartsaftale.

Regeringsgrundlaget har jeg delt mine store bekymringer om. Det ser svært ud for landbruget. Der var ved præsentationen gode ord fra statsminister og udenrigsminister om, at vi skal have et stærkt og udviklingsorienteret landbrug. Men det faktiske indhold i regeringsgrundlaget peger desværre mod, at vores erhverv skal pålægges nye, massive byrder. Skal vi stole på ordene eller den reelle politik? Skåltalerne har fyldt de seneste år med store ord.

I en tid og i en nyligt afviklet valgkamp, hvor mange har talt om landbrugets store indflydelse, ja, så kan man da også kun undres og bekymres over, at man kan gå fra top-lobbyist i en central part i den grønne trepartsaftale til at være miljøminister. Det er som minimum tankevækkende. Overskriften hos Ritzau i præsentationen af den nye minister var: ”Ny miljøminister har bekæmpet konventionelt landbrug hele sit liv: »Det er en drøm for mig«

Jeg forstår godt at man som landmand kan blive dybt bekymret. Det kan man også som formand for L&F. Men vi er nødt til at samarbejde bedst muligt med den regering, vi nu engang her. Og det har vi et skarpt fokus på lige nu at gøre.

Det fælles grundlag er smuldret

Status for den grønne trepart var altså også på dagsordenen ved interviewet med Jyllands-Posten.

Direkte adspurgt var mit svar: »Som jeg ser det, eksisterer aftalen fra juni 2024 reelt ikke mere, nej.«

Det er et helt ærligt svar. Det kan ikke være anderledes. Ikke fordi vi tager afstand fra aftalen. Tværtimod. Vi ser den som det helt rigtige værktøj til at realisere en helhedsorienteret tilgang til at løse udfordringer for miljø, klima, natur og biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse. Samtidigt med, at vi fastholder en stærk og udviklingsorienteret tilgang til fødevareproduktionen.

Men aftalen byggede på fælles præmisser og kompromiser. Kompromiser som var balancerede på en atomvægt og byggende på nogle præmisser, hvor andre parter og politikere desværre har bevæget sig langt udover i forvejen meget ambitiøse mål. Og en række forudsætninger i aftalen, der skulle hjælpe erhvervet, har den nu tidligere regering ikke fået gennemført. Christiansborg planlægger også en kvælstofregulering, der tager udgangspunkt i nogle usikre modelberegnede nationale kort og nu kommer også et nationalt sprøjteforbud, baseret på nationale kort. Så de andre parter er rejst videre. Men vi står fast på den oprindelige aftale. Det må der ikke være tvivl om.

Jeg noterer mig, at en af landets førende forskere i demokrati og klimapolitik i Berlingske anerkender vores pointe. Til avisen siger professor og institutleder ved Syddansk Universitet Lars Tønder således: »Der er nogen, der prøver at lægge lidt mere ovenpå, som ellers ikke var en del af den oprindelige trepart.«

Og det er jo sådan set det, der udgør kernen i udfordringen og de budskaber, jeg har været ude med.

I Landbrug & Fødevarer har vi hele tiden arbejdet efter de mål, vi indgik i sommeren 2024. Lokalt og loyalt. Vi kan se tilbage på en valgkamp, hvor landmænd, af det, der nu er regeringsbærende partier, blev udsat for udokumenterede angreb i en tone, som jeg reelt ikke troede, der var plads til i dansk politik. Enhver ordentlighed blev lagt på hylden i et usagligt og aldeles unuanceret angreb på landbruget.

Hvad skal vi så i markerne om en håndfuld uger?

Vi har i forvejen udtrykt vores store bekymring over en kvælstofregulering, der er hårdere og hurtigere end nødvendigt for at nå de fastsatte mål. Og over at vi her i tolvte time stadigt mangler at få at vide, hvad vi reelt har at rette os efter i næste års markdrift. Der mangler blandt andet en helt central bekendtgørelse. Om en håndfuld uger høster vi. Derefter skal vi så. Men hvad skal vi så? Hvor meget må vi gøde med? Skal nogle jorde ind i omlægningsplaner og dermed ikke sås? Skal vi så vintersæd? Græs? Eller lave et vådområde. Vi aner det ikke. Sådan kan man ikke drive virksomhed ude i naturen.

Vi har udtrykt bekymring – helt i tråd med Kommunernes Landsforening – over de manglende ressourcer til at få processerne i den grønne trepart til at rykke med den nødvendige hastighed. I samme åndedrag talte Kommunernes Landsforening om den ’massive vilje’ hos landmænd og lokale treparter til at få tingene til at lykkes.

Nu ser vi så ind i et nationalt sprøjteforbud på 160.000 hektar, der ifølge regeringsgrundlaget - kun hvis det ikke forsinker arbejdet - skal indtænkes i de lokale grønne treparter.

Derfor er det fair at sige, at det rum og det kompromis, vi lavede i 2024, kun findes på papiret.

Men som jeg også sagde til Jyllands-Posten, DR, TV 2 og flere andre i weekenden, så står vi på mål for den grønne trepartsaftale. Gennemført rigtigt er den et columbus-æg, der kan løse mange af samfundets udfordringer på klima, miljø, drikkevand, natur og biodiversitet, samtidigt med, at vi fastholder en stærk fødevareproduktion.

Derfor bakker vi også fortsat fuldt ud op om det arbejde, der foregår ude i de 23 lokale treparter. For den lokalt styrede og funderede indsats er netop essensen af den grønne trepartsaftale. Vi skal væk fra nationale krav, men finde indsatserne, hvor det giver mening, og behovet er.

Indsatserne kommer blot aldrig i mål, hvis man ikke respekterer, hvor enorm og krævende arbejdet og indsatsen er. Og hvor meget man reelt beder os om.

I en tid, hvor det flyver rundt med nye mulige krav til landbruget, så er det svært at forvente, at nogen med ro i maven kan gå ind i trepartsprojekter. For måske rykker målstregen eller betingelserne sig i morgen.

Andre parter og politikere har bevæget sig så langt væk fra den oprindelige aftale og det rum, der var, at den reelt ikke står længere

Vi står hvor vi hele tiden har stået

For man kan altså ikke på samme tid bede os landmænd gå ind i den største omlægning af vores land siden landboreformerne, og samtidigt stramme reguleringsskruen gang på gang. Hvor skal den enkelte landmands tillid til, at indgåede aftaler overholdes komme fra, når forudsætninger ændres næsten rutinemæssigt, og der slet ikke allokeres de nødvendige ressourcer, så myndigheder og kommuner kan løfte deres del af opgaven?

Jeg er flere gange de senest dage blevet spurgt, om jeg truer med at gå fra den grønne trepartsaftale.

Svaret er et klart: Nej det gør jeg ikke. For jeg synes fortsat, den er god.

Vi står det samme sted, som vi gjorde 24.juni 2024. Men: Andre er rykket videre.

Det er en skam. Imens knokler vi videre lokalt. Hvor faglig viden, respekt for hinandens synspunkter og viljen til at gøre en indsats med hånden på kogepladen og egen jord i spil er til stede.

Så til politikerne: Vi står, hvor vi hele tiden har stået. Så vil man tilbage til den ambitiøse målstreg, så er vi til at finde.