Pexels.com
Danskernes aftensmad 2025: rugbrød er danskernes favorit
Denne markedsanalyse undersøger danskernes aktuelle måltidsvaner i 2023, 2024 og 2025 både i forhold til madvalg, vaner og adfærd.
Grundlaget for analysen er løbende dataindsamlinger gennemført i 2023, 2024 og 2025 af Voxmeter for Landbrug & Fødevarer. Dataene er en del af Landbrug & Fødevarers vidensdatabase om danskernes madvaner, holdninger og præferencer. I analysen kigger vi bl.a. nærmere på, hvordan danskerne beskriver aftensmaden, hvilke råvarer der kommer på bordet, og hvilke retter der er de mest populære blandt danskerne.
De vigtigste indsigter er:
De fleste spiser aftensmad, og kun 4 pct. springer aftensmaden over.
I 2025 er aftensmaden i høj grad præget af velkendte hverdagsklassikere. Rugbrød og andet brød med pålæg ligger i toppen, tæt fulgt af kyllingeretter og pizza, og derefter kommer bl.a. pasta, burger og frikadeller. Udviklingen har været stabil, og favoritretterne går igen år efter år, men der er tydelige forskelle på tværs af livsfaser: Yngre voksne spiser oftere pizza, pasta og burger, mens ældre i højere grad spiser rugbrød, kylling, frikadeller og supper. I børnefamilier fylder de sikre favoritter særligt meget som pizza/pizzasnegle, burger, pasta med kødsovs, lasagne og andre pastaretter, mens husstande uden børn oftere end andre har rugbrød på menuen.
Aftensmaden beskrives oftest som hjemmelavet, men ’hjemmelavet’ rummer i praksis ofte en hjælpende hånd. Færdiglavede komponenter indgår samlet set i en betydelig del af måltiderne, mens en mindre del består af færdigretter, take-away eller måltider spist ude. Samtidig er tid en central faktor. Omkring halvdelen bruger maks. 30 minutter fra start til slut. De ældre over 60 år bruger generelt længere tid og især på de helt lange måltider, mens børnefamilier ofte ender med lidt længere samlet tilberedningstid mellem 31-45 minutter, bl.a. fordi flere af deres hverdagsfavoritter kræver ovn- eller simretid.
Når forbrugerne sætter ord på aftensmaden, har ’god smag’ ligget i toppen siden 2023, men i 2025 står ’god smag’ endnu tydeligere frem end tidligere. ’Mættende’ og ’nem/hurtig at tilberede’ ligger fortsat højt.
På tallerkenen er grøntsager det mest spiste til aftensmad, efterfulgt af kød og kartofler, og blandt grøntsagerne går især de velkendte typer igen, som løg, tomater, gulerødder, kartofler og agurk.
Kød og fisk spiller en hovedrolle i mange danskeres aftensmad, og især grisekød, oksekød og kylling er populært. Retter med oksekød bliver oftere beskrevet som ’noget for alle’, måltider med grisekød forbindes i lidt højere grad med et hurtigt og ’dansk’ måltid, mens kylling i højere grad får ord som ’sundt’ og ’friskt’ med sig.
Mejeriprodukter indgår i maden hos lidt over halvdelen, hvor mælk som samlet kategori er det mest udbredte, efterfulgt af smør, fløde og gul ost. Ved bordet er vand uden brus den mest almindelige drik. Samtidig fylder alkohol lidt mindre end tidligere, mens sodavand fylder lidt mere. Fem procent drikker mælk.