Fra pexels.com
Hvordan hænger kød og grønt sammen i danskernes kost?
Denne markedsanalyse undersøger hvordan kød og grønt hænger sammen i danskernes kost.
I denne analyse sætter Landbrug & Fødevarer fokus på, hvordan kød og grøntsager indgår i danskernes aftensmåltider, og om grøntsager oftere følger med, når der serveres kød.
Analysen undersøger også, hvordan måltider med og uden kød adskiller sig i deres brug af grøntsager, og ser samtidig nærmere på de kødfrie måltider: hvilke retter der er tale om, hvordan de er sammensat, og hvad der kendetegner dem.
De vigtigste indsigter er:
Over halvdelen af danskerne spiser grøntsager til aftensmad. For de fleste danskeres vedkommende er grøntsager en fast del af aftensmaden. Derefter følger kød, hvor 41 pct. siger, at de har fået kød til aftensmad dagen før. Spørges der mere direkte ind til både kød og grøntsager, er det otte ud af ti, der angiver at have spist grøntsager til aftensmaden, mens også otte ud af ti siger, at de har fået kød til aftensmad.
Grøntsagerne følger ofte med, når kødet kommer på tallerkenen. Ser vi på måltider med kød, angiver forbrugerne, at der også er mere grønt på tallerkenen. Der er desuden også i gennemsnit en anelse større variation i de grøntsagstyper, der bliver brugt. Der bliver i gennemsnit spist 2,4 typer grøntsager i aftensmåltider med kød eller fisk, mod 2,1 i måltider uden kød/fisk.
Retter uden kød og fisk udgør hver femte aftensmadsret, og de spænder fra helt praktiske løsninger, hvor det kødfrie ikke nødvendigvis er et bevidst valg, fx brød/rugbrød med pålæg eller morgenmadsmåltider som yoghurt eller grød, til mere velovervejede grønne måltider, som oftere er lavet fra bunden, fx pasta med grønt, salater, supper og vegetariske gryderetter.
Kød kan være et redskab til at få flere grøntsager på tallerkenen. At spise mere grønt behøver ikke at tage udgangspunkt i et fravalg af kød. Kød og grønt følges ad i mange måltider allerede i dag, og der er potentiale til at gøre kød til en naturlig løftestang for at få flere grøntsager ind i aftensmaden.
Dykkes der yderligere ned i forbrugernes besvarelser af, hvad de fik til aftensmad dagen før, peger svarene på, at der faktisk var en del kød i ’måltiderne uden kød’. Spørgsmålet er her, om kødet har haft så lille en rolle, som fx topping på en ret, i suppefonden eller som pålæg på brødet ved siden af retten med grøntsager, at måltidet simpelthen ikke er blevet opfattet som et måltid med kød?