Oprindelseslandet bag okse- og kalvekødet
En forundersøgelse af, hvor okse- og kalvekødet på det danske marked stammer fra – og hvilke metoder der kan belyse oprindelsen
Hvor kommer det okse- og kalvekød egentlig fra, som danskerne spiser? Det spørgsmål er centralt – men også komplekst at besvare.
I denne forundersøgelse ser vi nærmere på oprindelsen af det okse- og kalvekød, der forbruges i Danmark, og undersøger samtidig, i hvilket omfang eksisterende data gør det muligt at kortlægge oprindelsen. Analysen kombinerer forskellige datakilder og tilgange – fra overordnede handels- og produktionsdata til analyser af detailhandel og foodservice – for at give et så nuanceret billede som muligt.
Arbejdet viser, at det ikke er muligt at fastslå en præcis oprindelsesfordeling ved hjælp af eksisterende data alene. Til gengæld kan analysen pege på robuste mønstre og sandsynlige intervaller, der giver et bedre grundlag for at forstå markedet og de varestrømme, der ligger bag danskernes forbrug.
Undersøgelsen fungerer dermed som et første skridt i retning af et stærkere vidensgrundlag om oprindelsen af okse- og kalvekød i Danmark – og peger samtidig på, hvor der er behov for yderligere data og analyser fremadrettet.