Man finder pesticider og pesticidrester, som er nedbrydningsprodukter af pesticider, i grundvandet. I 2020 fandt man dem i overvågningsboringer (GRUMO-boringer) i ca. 70 pct., heraf var ca. 40 pct. over grænseværdien.
Det er stort set udelukkende ’fortidens synder’ – gamle, forbudte midler – der forekommer i overvågningsboringerne. Det skyldes bl.a., at der i dag stilles krav i reguleringen om, at moderne pesticider ikke forurener grundvandet.
Selvom der findes spor af pesticider og pesticidrester i grundvandet, så er langt størstedelen af grundvandet faktisk i det, man betegner som god tilstand. Nærmere betegnet er knap 90 pct. af de 2.050 såkaldte grundvandsforekomster i de danske vandplaner i 2022 i god tilstand.
Når man vurderer grundvandets tilstand, kigger man på grundvandsforekomsterne og vurderer, hvor meget de er påvirkede af bl.a. pesticidrester. En grundvandsforekomst vurderes i ringe tilstand, hvis 20 pct. eller mere er påvirket. Det betyder, at selvom grundvandsovervågningen viser relativt mange fund af pesticider, har det begrænsede konsekvenser for grundvandets samlede tilstand.
Miljøministeriet vurderer ifølge de seneste vandområdeplaner for perioden 2022-2027, at de sidste forekomster i ringe tilstand er på vej i god tilstand med allerede igangsatte tiltag. Det viser, at reguleringen virker, og at pesticider kan anvendes fremadrettet uden at forurene grundvandet.
Læs mere om Miljøministeriets arbejde med vandplaner her
Læs mere om GRUMO-rapporterne her.