Nyhed, 24.oktober 2024

Her er vinderen af Årets Øko-elev 2024

Det blev 22-årige Christine Frost fra Himmerland, der løb med prisen som Årets Øko-elev.

Et kompetent dommerpanel, bestående af førende repræsentanter fra landbrugets økologiske verden, udvalgte torsdag den 24. oktober Christine Frost som årets vinder af Øko-elev-prisen 2024.

I tæt konkurrence med ni indstillede kandidater og senere tre nominerede finalister kunne Christine torsdag eftermiddag løbe afsted med titlen.

Kåringen blev foretaget af Nykredits landbrugsdirektør, Christian Vejling.

Christine er til daglig elev på Kalø Økologisk Landbrugsskole og i praktik hos Torsten Wetche på kvæggården Hvanstrup i Himmerland. Det var Kalø Økologisk Landbrugsskole, der indstillede Christine, og ifølge dem besidder hun de helt rigtige kvaliteter:

"Hun kan koble ting til praksis og har en sund, funderet forståelse for livet og arbejdet på et landbrug. Hun er derudover også god til at få det bedste ud af sine klassekammerater – og respektfuldt tage imod deres perspektiver og viden."

Christines praktikansvarlige, Torsten Wetche, roser hende også: 

"Jeg har ofte fået en besked på telefonen fra Christine, når hun har fri. Hun er lige kommet til at tænke på en ko eller kalv, vi skal holde lidt ekstra øje med. Hun udviser stor forståelse for og indlevelse i dyrenes velbefindende og dermed gårdens levedygtighed."

Christine har selv valgt at arbejde i økologisk landbrug efter at have prøvet både konventionelt og økologisk landbrug. Hun udtaler:

"Der skal være plads til at beskytte naturens økosystemer og tage hensyn til dyrenes velfærd. Jeg håber og vil arbejde for at gøre landbruget mere bæredygtigt og regenerativt, uden brug af sprøjtemidler og med naturen i et større fokus," udtaler vinderen.

Dommerne lagde stor vægt på Christines engagement i deres vurdering:

"Du har både øje for de små detaljer og formår at sammenkoble dem med de større kredsløb og sammenhængende systemer. Dine værdier skinner igennem i dit fokus på at drive landbrug med omtanke for miljøet og naturen."

Andenpladsen gik til 19-årige Patrik Christensen fra Sørvad ved Holstebro, mens titlen som Årets Bobler blev tildelt 25-årige Jakob Aarup Pedersen fra Vesthimmerland. 

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer har siden 2019 kåret Årets Øko-elev, som hylder unge talenter med engagement i det økologiske landbrug.

Mere om økologi