Alt om EU-støtte

Landmænd får støtte fra EU for, at vi kan få mad på bordet. Støtten bidrager til, at maden produceres på en måde, der er god for mennesker, dyr og miljøet.

Da man i Europa begyndte at drøfte en fælles tilgang til landbruget i 1962, var det i en efterkrigstid, hvor der var et stort fokus på at sikre fred i Europa ved at arbejde sammen på tværs af EU-landene og på fremtidig fødevareforsyningssikkerhed. Landbrugssektoren spillede en væsentlig rolle i Europas økonomi, og den fælles landbrugspolitik – som også bliver kaldt CAP (Common Agricultural Policy) – blev indført samme år.

 

De overordnede målsætninger for EU’s landbrugspolitik er skrevet ind i traktaten om den europæiske union. Her fremgår det, at EU’s landbrugspolitik skal forøge landbrugets produktivitet, sikre landbrugsbefolkningen rimelige levestandarder, stabilisere markederne, garantere forsyningerne og sikre forbrugerne rimelige priser på fødevarer.

 

Gennem tiden er der gradvist kommet mere og mere fokus på, at EU’s landbrugspolitik også skal bidrage til sikre en bæredygtig landbrugsproduktion i EU.

 

For Landbrug & Fødevarer er det vigtigt, at EU’s landbrugspolitik sikrer en stabil, markedsorienteret, konkurrencedygtig og ressourceeffektiv landbrugsproduktion, og at landbrugspolitikken bidrager til den grønne omstilling af landbrugsproduktionen.

Man får ikke bare støtte automatisk

EU’s fælles landbrugspolitik er ikke blot en støtteordning, hvor der sendes penge til landmændene uden betingelser. Indkomststøtten er betinget af overholdelse af krav og standarder for bl.a. miljø, dyrevelfærd, arbejdsforhold, og at holde jorden i god landbrugs- og miljømæssig stand.

En stor del af landbrugsstøtten er desuden øremærket til frivillige ordninger, hvor landmændene kan få ekstra tilskud til at levere konkrete grønne tiltag på bedriften. 

Hvert medlemsland udarbejder en national CAP-plan, der beskriver, hvordan midlerne skal anvendes. Disse planer skal godkendes af EU-Kommissionen og skal overholde fælles mål og regler.

Danmarks CAP-plan for perioden 2023-2027 indeholder ordninger for den danske landbrugssektor som bidrager til bl.a. miljø, klima, biodiversitet, generationsskifte, økologisk produktion, klima- og miljøteknologi samt grøn omstilling af landbrugssektoren.

Godt arbejde betaler sig

I den fælles landbrugspolitik kan landmændene opnå mere støtte, hvis de gør en særlig indsats for klima, miljø, biodiversitet, dyrevelfærd mv.

Valgmulighederne for landmændene varierer fra medlemsland til medlemsland og er beskrevet i de nationale CAP-planer. Det kan for eksempel være at lade en del af marken ligge brak, så naturen får plads, at dyrke økologisk eller at plante læhegn eller blomsterstriber til gavn for insekter.

Samtidig skal medlemslandene målrette midler til unge landbrugere under 40 år, fx som etableringsstøtte, og der er fokus på, at små og mellemstore bedrifter får en relativt større andel af støtten. Det skal være med til at sikre generationsskifte og fastholde livet på landet.

I CAP’en er der to søjler med forskellige kriterier for støtte:

Søjle 1 er den direkte landbrugsstøtte, som er 100 pct. finansieret af EU. Den består af en række forskellige støtteordninger, herunder bl.a. indkomststøtte. Derudover skal alle lande anvende mindst 25 pct. af den direkte landbrugsstøtte til de grønne ordninger, der kaldes bioordninger. I Danmark har vi blandt andet bioordninger til økologisk produktion, miljø- og klimavenligt græs, varieret planteproduktion samt biodiversitet og bæredygtighed.

Søjle 2 giver støtte både til konkrete miljøtiltag og til bredere udvikling i landdistrikterne og kræver national medfinansiering af medlemslandene. På den ene side støttes målrettede indsatser, der beskytter natur og miljø, og på den anden side giver man støtte til innovation, nye erhvervsmuligheder og projekter, der bidrager til at styrke livskvaliteten i landdistrikterne.

I Danmark giver vi for eksempel støtte til:

  • Efterafgrøder
  • Etableringsstøtte til unge landbrugere under 40 år
  • Naturpleje
  • Vådområde- og lavbundsprojekter
  • Minivådområder
  • Skovrejsning, biodiversitetsskov,
  • Investeringer i miljø- og klimateknologi
  • Grøn bioraffinering

Alle de grønne støtteordninger i søjle 1 og 2 er frivillige ordninger, som landmændene aktivt skal søge – det betyder, at det kun er dem, der har relevante tiltag i de givne puljer, der modtager støtten.

Måske er du også interesseret i